Santiago de Cuba

Banantransport




Efter en sidste svømmetur i det blågrønne hav, forlod vi luksushotellet. Nu gik det sydpå mod Santiago de Cuba. Ad en noget bumlet vej kørte vi og kom på et tidspunkt til 27 kilometers ”er det her mon vej?”. Det var et stykke vej med rigtig mange passager uden asfalt og med så store huller at der skulle køres på kryds og tværs i begge rabatter. Enkelte huller var vel næsten ½ m. dybe. Området var marker med sukkerrør og der havde sikkert været megen transport af afgrøder på store lastbiler. Vi kunne se at der var faldet en del af bilerne der hvor hullerne var. Også mange bananplantager er der her i området. Vi var blevet fortalt at der skulle være varmere her mod syd. På turen nåde vi op på 37 grader. Hotellet blev fundet i fin stil, da vi holdt os til udkanten af byen. Nu er vi igen på et hotel af jævn cubansk standard. Udsigten fra altanen er også noget anderledes. Vi kigger lige ind i nogle grønne træer og planter, der står i en meget frodig have. Vi søgte restauranten på hotellet, der var lidt svær at finde, da den lå i en stor bygning overfor. Der var næsten ingen belysning omkring og vi skulle gå gennem et mørkelagt lokale. En stor kedelig russisk-lignende spisesal kun oplyst af 3 store lysekroner med sparepærer og ingen pynt på vægge – rigtig hyggeligt :(. Maden var igen på det jævne. Her var der også sparet på servitetterne. Vi har bemærket at flere steder deles de. 2-lags bliver til 1-lags.Cuba er et fattigt land. I restauranten må man ikke ryge, men her er det lidt omvendt hvis man skal udenfor. Her går man ud i varmen og ikke som derhjemme hvor rygerne skal ud i kulden. Der er dog mange steder at der må ryges offentligt i lokaler – det er jo tobakkens land. På nogle hoteller kan cigarrøgen stadig fornemmes. Mange turister ses med en Havaneser. Vi har endnu ikke mødt andre danske turister.